Historien om Spektakulariet startede til en hemmelig klubs 15 års fødselsdag i sommeren 2024, hvor vi hørte, at den lille, ottekantede iskiosk på hjørnet af Skovbrynet skulle rives ned.
Vi fandt hurtigt ud af to ting: Det var Danmarks ældste ishus og det egnede sig perfekt til at blive til et camera obscura, så vi fik lov til at låne og åbne det en sidste gang inden det skulle forsvinde.
Camera obscura betyder "mørkt kammer" og det er et fuldstændigt mørktlagt rum, bortset fra en enkelt hul i væggen, hvor lyset trænger igennem og lyser verden udenfor op på væggen. Dog vender det hele på hovedet og er spejlvendt.
Selvom det hele kan forklares videnskabeligt, er det en fuldstændig magisk oplevelse, på samme måde som nordlys og regnbuer. Det er bare sådan verden fungerer, men det er fantastisk at den fungerer sådan.
I en hemmelig klub er vi meget glade for situationismen – en kunstretning, der går ud på at dét kunsten gør, er vigtigere end dét den er. Det øjeblik kunsten gør noget, kalder situationisterne for "spektaklet". Vores kunstneriske leg er en del af denne tradition, så det gamle ishus skiftede navn til Spektakulariet og fik undertitlen byens sidste camera obscura fordi vi ville minde folk om hvordan guldaldre falmer og folk lige så stille glemmer den enkle, gammeldags magi.
Anton Bugges Troldmandslærling har problemer.
Kirsten og Gunnar-fonden gav os et arbejdslegat til Spektakulariet og vi gik igang med at udvikle Spektakulariet til et spektakel.
Legatet gjorde at vi kunne bruge Spektakulariet som en ramme for nye oplevelser, eksperimenter og lege. Vi inviterede andre kunstnere til at afprøve idéer og vi fandt på nye lege.
For eksempel lavede vi en performance rettet mod børn.
Performancekunst er ikke den mest børnevenlige kunstform, der er ofte noget råt, personligt og smertefuldt over indholdet.
En af grundene til at vi elsker at arbejde med legen som kunstform er, at legen næsten altid undersøger mulige løsninger, hvor den konventionelle kunst oftest blot fokuserer på at påpege problemer.
I legen kan man gøre noget ved det rå og smertefulde og i Drivhusdamens Blomsterdans møder børnene den triste, blomsterløse og forvirrede Drivhusdame. Efterhånden som børnene Drivhusdamen fylder hende med blomster bliver hun gladere og tilstedeværende, for uden blomster er et drivhus ikke rigtigt noget.
Børnene havde lavet blomster i en workshop før de mødte Drivhusdamen.
Til sommersolhvervet lavede vi en dadaistisk midsommerparade uden retning: En gruppe forklædte skikkelser gik gennem midsommernatten, bærende på en uhåndterlig ting.
(For nogle år siden hørte vi om nogen, der hed noget i retning af Foreningen af Folk, der Bærer Umådeligt Uhåndterlige Ting. Det lød som en fantastisk fjollet idé, og vi har forøgt at finde, men uden held. Midsommerparaden er en hyldest til de oprindelige ting-bærere.)
Fra workshoppen "Kæmpeansigternes dag
Den lille iskiosk har været en del af byen siden 1936 og tanken om, at det skal forsvinde, vækker mange følelser i mange mennesker. Det står tæt på det sted hvor Landsudstillingen fandt sted i 1909 og i starten af projektet, overvejede vi at fokusere på denne del af byhistorien, men vi lærte hurtigt at folks interesse i iskiosken var meget mere personlig.
I løbet af Spektakulariets eksistens opstod der en lokal aktivisme for at bevare ishuset: Nogle besøgende forsøgte at overtale restauranten Tangkroen til at overtage den, frivillige formidlere fra Steno-museet undersøgte muligheden for at overtage ishuset, i sin forvandlede camera obscura-form, Stefanshjemmet viste også interesse og nogle af vores gæster gav sig til at skrive læserbreve, kontakte Den Gamle By, Nationalmuseet, Aarhus Kommune og til sidst, Kong Frederik i et håb om at ishuset kunne blive stående.
Vi sendte et idékatalog med foreslag til hvad ishuset kunne være, hvis det ikke længere skulle være ishus til Teknik og Miljø og Kongelunden.
Bobblebossen Bart besøgte Spektakulariet.
Vi ved ikke hvad det sker med bygningen, men hvis ikke vi har kunnet redde det lille ishus, ville vi i det mindste give det en ordentlig afsked.
Den 6. juli 2025 lukkede Spektakulariet med gratis is og musik fra Oddergarden. Udsmykningen forsvandt samme dag og vi satte et skilt med ordene Vær på Eventyr på ishuset.
Ethvert sted har et potentiale og vi elsker at arbejde med at finde det. Vi glæder os til at forvandle det næste oversete sted, lige meget hvor og hvad et er. Hvis du kender til et, så send os en mail eller ring på 2674 0242