Facebook Twitter

For det meste, opfinder, udvikler og indvikler vi helt nye lege og workshops der passer til lejligheden - om det er en festival, et museum, et bibliotek eller noget helt andet, så kontakt os hvis vi skal snedkerere noget sammen med jer.




Men den slags tager tid, så hvis vendingen er snæver, så har vi her en slags katalog over nogle af de mindre lege vi ville elske at lege igen - de er allerede udtænkt og er derfor hurtigere og billigere end helt nye lege.



Den Ornamentalistiske Tattoo-Salon

Fremtiden er krystal-klar: Du vil opsøge En Hemmelig Klubs Ornamentalistiske Tattoo-Salon. Du vil vælge et kort og blive stillet et enkelt spørgsmål...

Ornamentalisterne er eksperter i at se folks indre skønhed og derefter tatovere den udenpå dem. Det hele er en leg og tatoveringerne går af igen efter et par dage. Legen er en fordybende oplevelse: Ornamentalisterne har én kunde ad gangen og de er ligeglade med hvor lang køen bliver, for indre skønhed er vigtigere.

Denne leg kan også leges af et udelukkende voksent publikum.

Alder:Alle
Format: Drop-in
Pris:6000,- for to timer


Kling-Klang-ritualet!

Denne vindspilsworkshop kom til verden i maj 2020 - lige da Covid-19 gik på en lille sommerpause.
Vi stillede en stor, symbolsk kat op i den have der havde huset byggelegepladsen Vildskaben et halvt år tidligere.
"Den Store Kat" inviterede familier til at komme og lave vindspil, så den kunne lave musik og byde sommeren velkommen.

I projektet forvandlede vi dét at holde fysisk afstand, til en leg - og uanset om vi skal være en meter fra hinanden, eller ej, er legen sjov: Kling-klang-ritualet er bevogtet af uniformerede, grå vagter med lange stænger, der kan bruges til at udlevere materialepakker med, de kan også skubbe folk hen til de bedste pladser og så er stængerne praktiske hvis de færdige vindspil skal hænge højt oppe.

Det er ikke kune afstanden vi leger med: Legen er fuld af små og store ritualer. "Historien" om hvorfor der skal laves vindspil - og hvor de skal hænges op - kan vi tilpasse til jeres forhold. Det er måske parkens ældste træ der mangler lidt kling-klangmusik, eller en portal til et specielt sted der skal markeres, eller et mørkt hjørne der skal holdes fri fra skumle væsner...

Alder: Alle
Format: Drop-in
Pris:8000,- for tre timer og 50 materialepakker


Fundet/Forsvundet

- en legende workshop der ikke slutter når den slutter... Deltagerne bliver guidet gennem en lille leg hvor de opfinder et sært kæledyr som de enten har fundet eller mistet. De laver derefter en plakat om det fundne/forsvundne dyr, som de hænger op i bybilledet og på den måde leger de med de tilfældige forbipasserende der ser plakaten. Plakaterne fortæller dem en lille bid af en historie. En leg der lægger et nyt, fantasifuldt lag til det sted plakaten hænger. Legen foregår, i høj grad, inde i hovedet på de legende - både dem der laver plakaten og dem der finder den.)

Alder: Alle
Format: Drop-in
Pris:7.000,- for tre timer (fysisk, drop-in workshop) - 3.500 for ca. 30 min. online workshop


Et Monster til            (indsæt bynavn)

Hong Kong har Godzilla, New York har King Kong, men din by mangler et stort, truende monster! (Med mindre du altså bor i Hong Kong eller New York.) Så kom og byg din monsterfingerdukke ved hjælp af stempler og valg. Sæt et fjæs og så mange lemmer du vil på monstrets hjerteløse krop og angrib et af byens vartegn. Monstret får først sit hjerte når kampen er vundet eller tabt...

Vi tilpasser de bygninger, fænomemer og vartegn som monstret angriber, til det sted legen finder sted og den sammenhæng legen leges i.

Alder:Alle, fra 6 år
Format: Drop-in
Pris:10.000,- for tre timer.



Medaljeforfalskeriet

Som regel tager det evigheder før dronningen opdager hvor fantastisk man er og giver én en medalje. Det er både nemmere og hurtigere at lave sin egen. Og den bliver også flottere end dem dronningen deler ud.

I Medaljeforfalskeriet har vi også en formidabel løgnegenerator sådan at du har en troværdig historie klar, når folk spørger hvordan du har fået din medalje.

Fungerer også godt som online leg, men med et fast starttidspunkt.

Alder: 6-12 år + forældre
Format: Drop-in
Pris:7000,- for tre timer



En Hemmelig Klubs Hjulestue

Hvis din cykel mangler flammer, fartstriber, blomsterkometer eller noget endnu vildere, skal du besøge vores Hjulestue. I Hjulestuen laver man 'spoke cards' motiver af karton som man sætter ind mellem egerne på sin cykel.

Workshoppen er bedst når deltagerne har cykler med, og fungerer allerbedst på en sommerdag.

Alder: 4-12 år + forældre
Format: Drop-in
Pris:7000,- for tre timer



En Hemmelig Klubs Animatorium

Animatoriet er et lille område med flere små lege og aktiviteter der alle sammen har med analog animation og film at gøre:

Gigantorama er verdens mindste biograf, man får verdens mindste billet og verdens mindste popcorn eller slikpose, men til gengæld viser biografen verdens længste film...

I Zoetropia laver man sin egen tegnefilm i en såkaldt zoetrop. Det er en gammel animationsteknik hvor man placerer tegninger i en sort tromle og drejer den rundt for at få billederne til at bevæge sig.

I Illusionsudvekslingen laver man sin egen thaumatrop - en drejende skive der smelter to billeder sammen til ét.
Du kender den måske med et bur på den ene side og en fugl på den anden. Når man drejer den, sidder fuglen i buret.

Alder: 5-15 år + forældre
Format: Drop-in
Pris: 10.000,- for tre timer

EXTRA: man kan udvidde med en 'fællesfilm' hvor alle der har lyst, er med til at lave en modellervoksfilm - denne klippes efter workshoppen og lægges online.
Pris: 4.000,-



Brilleriet

Brilleriet er et laboratorium der forvandler virkeligheden, eller i det mindste hvordan den ser ud. Ved hjælp af farvede filtre, buede spejle, skarpe skyklapper og en god portion mod, laver deltagerne et par briller der forandre - ikke bare hvordan de ser verden, men også hvordan verden ser dem.

Alder: 6-12 år + forældre
Format: Drop-in
Pris:7.000,- for tre timer



Spind en Ende

Spind en Ende handler om historiefortælling og edderkopper. Sammen med Hr og Fru Edderkop opfinder I et helt nyt eventyr som ingen nogensinde har hørt eller læst før. Vi tegner alt det eventyret skal handle om, men før det kan fortælles skal I hjælpe hr. og fru Edderkop med at lave det store spindelvæv som eventyret skal hænges fast i.

Spind en Ende fortæller, uden at man nødvendigvis opdager det, faktisk to historier - én til de vilde og aktive og én til de stille og eftertænksomme.

Alder: 4-6 år, velegnet til institutioner
Format: Fast starttidspunkt, maksimum 30 deltagere
Varighed: 1-1,5 time
Pris:2.500,-



Det Retrografiske Familie-Fotostudie

Bliv foreviget som din fortabte grandonkel, din tip-tip-tip-tip oldemor eller din fjerde kusine på mødrende side, du ved, hende der havde en vild-jordbærfarm og ikke kunne lide at kilde fisk...

Ved hjælp af næsten historisk korrekte rekvisitter og et moderniseret kanon-fotoapparat rejser man tilbage i tiden og tager billeder af de familiemedlemmer der mangler i fotoalbummet.

Alder: Alle
Format: Drop-in
Pris:6.000,- for to timer




Konditori-Lotteri

Besøg En hemmelig klubs Konditori-Lotteri! Tag chancen og lad skæbnen bestemme om du sætter tænderne i den gode, den onde eller den grusomme kage!

I Konditori-lotteriet leger vi med maden, smagen og modet. Man kan ende med en bacon-kage på tallerknen og kiksekagen er mere kikset end man kan forestille sig. På disken ser deltagerne kun smukke lagkager lavet af papir, først når de har trukket et lod, finder de ud af hvad de i får på gaflen.

Alder: Alle
Format: Drop-in
Pris:10.000 for to timer.



Puddelparykkeriet

Stik hovedet ind i puddelparykkeriet og få det pyntet med de mest lokkende lokker lavet af det pureste papir!

Vores klippefaste parykmagere hjælper dig igang med at forvandle alle de krøllede tanker du har i hovedet til en fabelagtig paryk. Alt sammen lavet af helt almindeligt og helt fantastisk hvidt papir! Det er lige meget om du vil have en klassisk Marie Antionette eller en Chewbacca-frits - i puddelparykkeriet kan ALT lade sig gøre, bare det sidder på et hoved.
Og er lavet af papir.

Alder:6-14 år
Format: Drop-in
Pris:8.000 for to timer.



Spillet uden navn

Spillet uden navn egner sig til konferencer og seminarer.
Det er baseret på idéen om en 'MacGuffin' - et objekt der skal føre hovedpersonerne i en historie igennem en handling - det er falkestatuetten i 'Ridderfalken' (The Maltese falcon) eller tegningerne til Dødsstjernen i Star Wars.
Spillet er næsten skjult for alle andre end dem der spiller det og spilleren bestemmer selv om spillet spilles udadvendt eller indadvendt. Spillet giver et mål til den spillende.
Spilet er ikke fysisk aktivt. Det kræver ikke koncentration eller fordybelse og kan blot glemmes når man er optaget af noget andet.
Men dét er bare det yderste lag, du vil opdage flere lag, med missioner og hemmelige hilsner jo længere man kommer ind i det.
Spillet styres af en hemmelig klubs spejderkorps.

Alder:Voksne
Format: Løbende
Pris:3.000 pr dag, inklusive en præsentation af spillet og vores arbejde under konferencen/seminaret.



Historiereparatoriet

I Historiereparatoriet reparerer deltagerne bøger der ellers bare skulle smides ud - eller rettere, de reparerer historierne - det kan være at noget af historien mangler, eller måske har bogen slet ikke en historie, måske er den bare fuld af opskrifter?

Sammen med børnene vælger vi en af bibliotekets kasserede bøger, derefter hjælper vi dem med at reparere den med lim, stumper og stykker fra andre bøger, tegninger, ord og sakse. Hvis man ikke lige kan finde et plot eller vælge en slutning, kan man få hjælp af en række sære dingenoter, mekanismer, automater og mini-spil.

Alder: Fra 8 år og op Format: Drop-in Pris:7000,- + en stak af bibliotekets kasserede bøger for tre timer

Kollageudfordringen!

Kollageudfordringen er - præcis som navnet siger - en udfordring hvor du til slut, har lavet din egen kollage.
Undervejs i workshoppen lærer du tips, tricks og idéer - deltagerne kan også vise hvad de laver og spørge os og hinanden og kommentere på hinandens kollager.
Workshoppen kan tilpasses - den på billedet blev lavet for voksne en aften på Godsbanen i Aarhus. Her hyggede deltagerne sig med en øl mens de arbejdede og de indrammede deres værk, da det var færdigt.
Vi kan også finde på et tema for udfordringen - det gør det lidt lettere.

Kollageudfordringen egner sig godt som online workshop over Zoom, Teams eller Meet. Deltagerne henter stumperne og stykkerne for det går løs, eller får dem tilsendt inden workshoppen.

Alder: fra 8 år, men egner sig også supergodt til voksne

Format 1: Fast starttidspunkt (virker også online)
Varighed: 1-1,5 time
Pris: 3.600,-
inkl. materialepakker til op til 20 deltagere (flere pakker kan tilkøbes), ekskl. rammer og evt. forsendelse.

Format 2: Drop-in (virker ikke online)
Varighed: 3 timer
Pris: 7.000,-

Mindebyttebørsen

I Mindebyttebørsen kan man bytte et gammelt minde, som man tænker andre kan have glæde af, med et nyt, gammelt minde der har tilhørt én der har gjort det samme.

Gennem en legende bureakratisk process registrerer man sit minde, får det godkendt og vælger et nyt - det er selvfølgelig tilladt at kigge minderne igennem inden man vælger hvilket et man vil have med hjem.

Mindebyttebørsen handler i lige så stor grad om om at fortælle historier, som det handler om at få fortalt historier.

Billedet viser en version vi legede til Maker Faire, hvor fokus var på hjernen, men rammerne og udklædningen kan variere, hvis scenen er en anden.

Bemærk at legen er for voksne. Ikke fordi indholdet ikke er børnevenligt, men børns nostalgi er meget anderledes end voksnes. Mindebyttebørsen er især god med ældre og ville kunne fungere godt på f. eks. plejehjem.

Alder:Voksne
Format: Drop-in
Pris:6000,- for to timer


Alle lege og workshops er ekskl. moms og transport. De kan ændres og tilpasses til temaer og stemninger - medaljeforfalskeriet har for eksempel nogle gange handlet om at lave ægte medaljer til dem der fortjener sådan én - især den online version vi har lavet under Corona-pandemien, hvor mange har fortjent en ægte medalje.

Kontakt os hvis vi skal lege sammen

Modtag højst hemmelige nyheder:



Share on Twitter Share on LinkedIn Share on Facebook Share in an email